Ti store sange fra 1968
Jeg var 13 – 14 år gammel i 1968.
Min musikinteresse var startet som et kanonslag i 1963, da jeg som 9-årig blev vild med The Beatles.
Så jeg kendte allerede til masser af kunstnere og pladeudgivelser, da 1968 startede.
Specielt fordi der kom så mange nye udtryk og stilarter ind i pop-musikken. Definitionen af populærmusik var ændret gennem 1966 og 1967. Nye genrer var kommet ind i musikken.
Der var en række sange/numre fra 1968, som jeg kom til at holde meget af og som betød meget for mig.
Og jeg må i en alder af snart 64 konstatere at jeg i dag har det på samme måde med disse sange.
Ti af de vigtigste for mig får et par ord med på vejen her.
af Per Wium, musikjournalist
Jimi Hendrix er een af de kunstnere, der har betydet allermest for mig. Måske den allervigtigste. Han lærte mig at man ikke behøver være som de andre. At det er i orden at have sine egne interesser og holdninger. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg hørte hans musik. Hans guitarspil, som var fra en anden verden. Hans måde at synge på. Hele hans musikalske univers betog mig dybt.
Mens jeg skriver disse linjer er jeg i gang med at forberede et foredrag om hans musik. Jeg lytter til den, tager noter om spændende musikalske ting (der er mange) og er igen (næsten 50 år efter) suget ind i hans store kunst.
Det lange jam-nummer "Voodoo Chile" fra dobbelt-albummet (og hovedværket) "Electric Ladyland" er en rejse hvor idé, lyd og sammenspil går op i en høj enhed. Fra den kontrollerede og afdæmpede guitar-intro til kulminationer og store instrumental-udladninger undervejs.
Traffic: Who knows what tomorrow may bring?
Jeg fulgte Steve Winwood i Spencer Davis Group. Mage til sanger og HAMMOND-spiller skulle man lede længe efter.
Og jeg fulgte med ham da han dannede "Traffic". Een af mine første store koncert-oplevelser (netop som 14-årig i 1968) var "Traffic" i Marselisborghallen, Aarhus. Opvarmning var de nystartede "Young Flowers". Sikke en aften. Jeg har aldrig glemt den. Jeg kan huske detaljer fra den aften her et halvt århundrede senere.
Dejlig, dejlig Winwood-vokal og HAMMOND-spil i den rytmisk inciterende og meget veloplagte "Who knows what tomorrow may bring?"!
John Mayall: Long gone midnight
Jeg var stor John Mayall-fan i 60'erne og 70'erne.
Jeg var begejstret for hans blues-musik, men også vild med at han ofte gik en smule udover det stramme blues-skema og havde et meget personligt udtryk.
Og jeg var meget optaget af hans spil på HAMMOND-orglet.
To af hans meget spændende LP'er er fra 1968. "Blues from Laurel Canyon" og "Bare wires". På det tidspunkt var den gode guitarist Mick Taylor en del af "Bluesbreakers".
Fra førstnævnte album stammer den smukke og melankolske "Long gone midnight". Afdæmpet og intens på een og samme gang. Med Mayalls karakteristiske vokal og dejlige Hammond-orgel og Taylors bluesy guitar.
Lidt upræcis og flosset hist og her. Men skidt med det!
Sikke en atmosfære og feeling!
Frank Zappa/Mothers of Invention: Mother people
Jeg var - og er - helt vild med Zappas originalitet og hans totale mangel på musikalske fordomme.
The Beatles: Hey Bulldog
Tilgiv mig her: Hey Bulldog udkom faktisk først midt i januar 1969. Men den er indspillet i februar 1968, så jeg tager den med i 1968-bunken :-)
I årene 1963 til 1967 var jeg kæmpe, kæmpe Beatles-fan. De gjorde ved deres fremkomst og med deres musik så stort indtryk på mig at de "lagde kursen" for mit liv. Et liv i musikkens fantastiske verden.
I 1968 tabte jeg lidt interessen for gruppen. Dobbelt-albummet "The Beatles" aka "Det hvide album" var jeg ikke begejstret for. Jeg delte - og deler - holding med George Martin her. Hellere eet album med kvalitets-sange i stedet for et dobbelt-album med indtil flere tvivlsomme sange.
Desuden syns jeg ikke gruppen spiller og synger ligeså godt på "Det hvide" som på alle tidligere albums.
Men jeg ved at jeg er uenig med mange. Så husk at BLOG'en her er helt personlig og ikke-objektiv. :-)
Selvfølgelig er der mange gode sange på albummet. Men min favorit med The Beatles fra den periode er "Hey Bulldog".
Sikke et sammenspil! Sikke et riff! Sikke nogle vokaler!
"You can talk to me"-stykket er guldrandet Beatles!
Vanilla Fudge: Season of the witch
Da jeg spillede HAMMOND orgel i gruppen ACHE var det helt naturligt for mig at lytte meget til Vanilla Fudge. I ACHE spillede vi en lang version af Lennon/McCartneys "We can work it out". Helt parallelt med at Vanilla Fudge lavede deres store flotte versioner af en række pop-sange. Jeg havde været fan af gruppen fra slutningen af 60'erne. Den fik så en ekstra opmærksomhed fra mig små ti år senere mens jeg var med i ACHE.
Jeg kendte oprindelig "Season of the witch"" fra versionen med folkesangeren Donovan. Jeg var ved at gå bagover af lige dele benovelse og forbløffelse da jeg hørte Vanilla Fudge's udlægning af nummeret.
Inderlig, dramatisk, voldsom og poetisk på een gang.
For mig eet af de stykker musik, der skal med på "den øde ø"!
Jefferson Airplane: Triad
Procol Harum: Shine on brightly
Fra dét sekund jeg hørte Hammond-orgel-introen til "A whiter shade of pale" var jeg fan af Procol Harum. Deres blanding af elementer fra rock og klassisk musik var lige mig!
1968-albummet "Shine on brightly" var en meget stor oplevelse for mig. Lige fra det mystiske og stemningsmættede cover til musikken på pladen.
Vi skal langt ind på albummet for at finde det sted, der betog (og betager) mig allermest. Nemlig sekvensen "In the autumn of my madness". Tekst og melodi her er gudesmuk - for slet ikke at tale om det HAMMOND-tema der følger lige efter. En smuk opadgående melodi, som hele tiden transponerer til en højere toneart. Magi!
Berry Ryan: Eloise
(komponeret af Paul Ryan)
Min musikinteresse var startet som et kanonslag i 1963, da jeg som 9-årig blev vild med The Beatles.
Så jeg kendte allerede til masser af kunstnere og pladeudgivelser, da 1968 startede.
Specielt fordi der kom så mange nye udtryk og stilarter ind i pop-musikken. Definitionen af populærmusik var ændret gennem 1966 og 1967. Nye genrer var kommet ind i musikken.
Der var en række sange/numre fra 1968, som jeg kom til at holde meget af og som betød meget for mig.
Og jeg må i en alder af snart 64 konstatere at jeg i dag har det på samme måde med disse sange.
Ti af de vigtigste for mig får et par ord med på vejen her.
af Per Wium, musikjournalist
Cream: White room
Introen er flot og stolt. Næsten majestætisk. Den går i 5/4-takt. Man tæller til fem.
Herefter kommer verset - "In a white room with black curtains.." - med den nedadgående basfigur som bund.
Og siden B-stykket - "I'll wait in this place..", som er mere drømmende og inderligt.
Noget af det jeg holdt allermest af (og stadig gør) er at Eric Clapton og Jack Bruce deler lead-vokalen. Disse skift mellem deres dejlige stemmer fungerer bare så godt.
Jimi Hendrix: Voodoo Chile
Jimi Hendrix er een af de kunstnere, der har betydet allermest for mig. Måske den allervigtigste. Han lærte mig at man ikke behøver være som de andre. At det er i orden at have sine egne interesser og holdninger. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg hørte hans musik. Hans guitarspil, som var fra en anden verden. Hans måde at synge på. Hele hans musikalske univers betog mig dybt.
Mens jeg skriver disse linjer er jeg i gang med at forberede et foredrag om hans musik. Jeg lytter til den, tager noter om spændende musikalske ting (der er mange) og er igen (næsten 50 år efter) suget ind i hans store kunst.
Det lange jam-nummer "Voodoo Chile" fra dobbelt-albummet (og hovedværket) "Electric Ladyland" er en rejse hvor idé, lyd og sammenspil går op i en høj enhed. Fra den kontrollerede og afdæmpede guitar-intro til kulminationer og store instrumental-udladninger undervejs.
Traffic: Who knows what tomorrow may bring?
Jeg fulgte Steve Winwood i Spencer Davis Group. Mage til sanger og HAMMOND-spiller skulle man lede længe efter.
Og jeg fulgte med ham da han dannede "Traffic". Een af mine første store koncert-oplevelser (netop som 14-årig i 1968) var "Traffic" i Marselisborghallen, Aarhus. Opvarmning var de nystartede "Young Flowers". Sikke en aften. Jeg har aldrig glemt den. Jeg kan huske detaljer fra den aften her et halvt århundrede senere.
Dejlig, dejlig Winwood-vokal og HAMMOND-spil i den rytmisk inciterende og meget veloplagte "Who knows what tomorrow may bring?"!
John Mayall: Long gone midnight
Jeg var stor John Mayall-fan i 60'erne og 70'erne.
Jeg var begejstret for hans blues-musik, men også vild med at han ofte gik en smule udover det stramme blues-skema og havde et meget personligt udtryk.
Og jeg var meget optaget af hans spil på HAMMOND-orglet.
To af hans meget spændende LP'er er fra 1968. "Blues from Laurel Canyon" og "Bare wires". På det tidspunkt var den gode guitarist Mick Taylor en del af "Bluesbreakers".
Fra førstnævnte album stammer den smukke og melankolske "Long gone midnight". Afdæmpet og intens på een og samme gang. Med Mayalls karakteristiske vokal og dejlige Hammond-orgel og Taylors bluesy guitar.
Lidt upræcis og flosset hist og her. Men skidt med det!
Sikke en atmosfære og feeling!
Frank Zappa/Mothers of Invention: Mother people
Jeg var - og er - helt vild med Zappas originalitet og hans totale mangel på musikalske fordomme.
Ikke een genre har Zappa ladet ligge urørt. Han har været rundt på hele den "musikalske buffet" og skabt genre-overskridende musik af høj kvalitet.
Jeg har set en lang række Zappa-koncerter i København op gennem 70'erne. Store, store oplevelser som hver eneste gang sad i min sjæl og mit sind i måneder efter.
Jeg kender alle hans plader - og jeg har siden 2013 holdt foredraget "Frank Zappa - tæt på musikken".
I 1968 udkom bl.a. albummet "We're only in it for the money".
Een af mine favoritter fra dén er "Mother people". Et crazy nummer med SÅ mange herlige og skæve musikalske indfald.
Og så lige pludselig - 1 minut og 46 sekunder inde i nummeret - kommer det smukkeste og mest gribende stykke orkestermusik. Betagende som musik af f.eks. Grieg og Delius.
Tilgiv mig her: Hey Bulldog udkom faktisk først midt i januar 1969. Men den er indspillet i februar 1968, så jeg tager den med i 1968-bunken :-)
I årene 1963 til 1967 var jeg kæmpe, kæmpe Beatles-fan. De gjorde ved deres fremkomst og med deres musik så stort indtryk på mig at de "lagde kursen" for mit liv. Et liv i musikkens fantastiske verden.
I 1968 tabte jeg lidt interessen for gruppen. Dobbelt-albummet "The Beatles" aka "Det hvide album" var jeg ikke begejstret for. Jeg delte - og deler - holding med George Martin her. Hellere eet album med kvalitets-sange i stedet for et dobbelt-album med indtil flere tvivlsomme sange.
Desuden syns jeg ikke gruppen spiller og synger ligeså godt på "Det hvide" som på alle tidligere albums.
Men jeg ved at jeg er uenig med mange. Så husk at BLOG'en her er helt personlig og ikke-objektiv. :-)
Selvfølgelig er der mange gode sange på albummet. Men min favorit med The Beatles fra den periode er "Hey Bulldog".
Sikke et sammenspil! Sikke et riff! Sikke nogle vokaler!
"You can talk to me"-stykket er guldrandet Beatles!
Vanilla Fudge: Season of the witch
Da jeg spillede HAMMOND orgel i gruppen ACHE var det helt naturligt for mig at lytte meget til Vanilla Fudge. I ACHE spillede vi en lang version af Lennon/McCartneys "We can work it out". Helt parallelt med at Vanilla Fudge lavede deres store flotte versioner af en række pop-sange. Jeg havde været fan af gruppen fra slutningen af 60'erne. Den fik så en ekstra opmærksomhed fra mig små ti år senere mens jeg var med i ACHE.
Jeg kendte oprindelig "Season of the witch"" fra versionen med folkesangeren Donovan. Jeg var ved at gå bagover af lige dele benovelse og forbløffelse da jeg hørte Vanilla Fudge's udlægning af nummeret.
Inderlig, dramatisk, voldsom og poetisk på een gang.
For mig eet af de stykker musik, der skal med på "den øde ø"!
Jefferson Airplane: Triad
Jeg var (og er) fascineret i gruppens karismatiske sanger, Grace Slick. Hun havde en magi i stemmen. En intensitet, der betog mig - og mange andre med.
En del af Jefferson Airplane's sange er energiske rocksange med stærke guitar-præstationer og en innovativ bassist. Jack Cassady er navnet på bassisten, der var forud for sin tid i sit basspil.
Men der er også ballader i gruppens flotte katalog.
Én af disse er kollega David Crosbys smukke "Triad" om et par, der bliver til tre. En kontroversil tekst, syntes jeg da jeg var 14 år. Jeg var tiltrukket af "det forbudte".
Og især var/er jeg begejstret for den smukke melodi og for Grace Slicks overbevisende fortolkning af den.
Procol Harum: Shine on brightly
Fra dét sekund jeg hørte Hammond-orgel-introen til "A whiter shade of pale" var jeg fan af Procol Harum. Deres blanding af elementer fra rock og klassisk musik var lige mig!
1968-albummet "Shine on brightly" var en meget stor oplevelse for mig. Lige fra det mystiske og stemningsmættede cover til musikken på pladen.
Vi skal langt ind på albummet for at finde det sted, der betog (og betager) mig allermest. Nemlig sekvensen "In the autumn of my madness". Tekst og melodi her er gudesmuk - for slet ikke at tale om det HAMMOND-tema der følger lige efter. En smuk opadgående melodi, som hele tiden transponerer til en højere toneart. Magi!
Berry Ryan: Eloise
(komponeret af Paul Ryan)
Jeg var imponeret af det storladne, af orkester-arrangementet, af mellemspillet og sandelig også af leadvokalen. Jeg kunne sagtens fornemme og forstå at der var noget helt særligt på færde her. Et lille værk.
F.eks helt tydeligt at det gængse popsangs-format på knap tre minutter var brudt her. "Eloise" spiller i ca 5½ minut. For slet ikke at tale om kontrast-stykket (fra ca 2.30).
Og (fra 3.40) en raffineret opbygning tilbage mod det inciterende A-stykke.
Jeg gik - og går sjældent op i salgstal - men singlen solgte tre millioner worldwide. Det blev der talt og skrevet meget om.
The Beatles - eller rettere Paul McCartney og George Martin - havde startet min interesse for klassisk musik - og for den store lyd. En sang som "Eloise" forstærkede min interesse.
Kommentarer
Send en kommentar